Små historier 2012

OY-BPB i DR 2
Tom A. Jensen “takker af”
Tur til Visby
Junkers JU 52 i Roskilde Lufthavn
Åbent Hus i Lolland Falster Airport
Dæk og Vinger i Skive Lufthavn

OY-BPB i DR 2 lørdag den 27. okt. 2012

DR 2 Højt at flyve

I starten af april var Danmarks Radio ude i hangar 144, og lave optagelser til en udsendelse med Nikolaj Sonne, og i løbet af sommeren, var der flere optagelser i Roskilde Lufthavn. Peter Lunøe viser rundt i og omkring OY-BPB, og flere af vore mekanikere pusler om den i baggrunden. Udsendelsen kom til at hedde Højt at flyve, og blev sendt den 27. okt. 2012, og genudsendt den 4. okt. og 10. nov.

Udsendelsen kan ses på DR’s hjemmeside, og lad jer ikke afskrække af, at der ikke står noget om OY-BPB i deres præsentationstekst. Optagelserne indgår i en sammenligning mellem før og nu, og der bliver på typisk underholdende Nikolaj Sonne-maner zappet frem og tilbage mellem Airbus A380 og OY-BPB.

Man kan desværre ikke længere se udsendelsen på DR’s hjemmeside.

Tom A. Jensen “takker af”

Tom A. Jensen

Efter 52 års aktivt flyverliv har Tom besluttet at stoppe – nu er det tid til at nyde otiummet.

I 2001 besluttede Tom sig til at sige ja til opfordringen om at blive en del af teamet i Foreningen for Flyvende Museumsfly. Første tur på programmet var i foråret 2002, og vi har haft den store glæde, at flyve med ham i 11 år. Det er blevet til omkring 200 flyvetimer med medlemmer + skoleflyvning og alt det løse der skal til, for at holde piloter og OY-BPB i luften.

2 rundflyvninger på flyvesæsonens afslutningsdag lørdag den 29. sep. 2012 skulle være de sidste ture som aktiv pilot. Vejret var ikke som vi kunne ønske det. Turen kl. 13.00 måtte aflyses og turen kl. 14.00 hang i en tynd tråd. Men det klarede op, og besætning og passagerer ilede ud. Motorerne blev startet op, og OY-BPB taxiede ud på banen – og taxiede ind igen. Fratrædelsen blev markeret med manér, da 2 brandbiler fra Roskilde Lufthavns brandberedskab kørte frem, og sprøjtede vand-æresport over OY-BPB ved indkørslen til standpladsen.

Det var en fugtig magnet i motor 2 der drillede, og således blev Toms sidste “flyvetur” som pilot en oplevelse i meget lav højde.

En stor tak til Tom for al den energi og alle de mange arbejdstimer han har lagt i foreningen.

Visby 10. – 11. August 2012

Visby 1

Fredag den 10. og lørdag den 11. august var DC-3 Vennerne på tur til Visby på Gotland. Ved landingen i Visby Airport måtte vi “ligge i kø” og vente. Foran os landede såmænd Flygande Veteraners SE-CFP “Daisy”. Ved 16.30-tiden tog de hjem igen, til gengæld ankom Dakota Norways LN-WND. De skulle blive helt til søndag eftermiddag. Så selvom vores DC-3’ere ikke er “ren middelalder”, var de et ekstra krydderi på oplevelserne for de mange besøgende til Middelalderugen på Gotland.

Gotlands historie er lang, spændende og alt for omfattende til at gå i dybden med her, men her er et par hovedtræk.

Allerede i 900-tallet var Visby en vigtig handelsby i Østersøen. I 1100- og 1200-tallet bliver byens position yderligere forstærket, da byen som Hansestad blev et meget vigtigt og magtfuldt internationalt handelscentrum med etablerede forbindelser vidt omkring. Byen var præget af tyske tilflyttere, og de tyske købmænd byggede i 1200-tallet ringmuren med tilhørende tårne som værn mod fjender og indfødte.

3,5 km af den ligger der endnu, og den er nordeuropas mest velbevarede ringmur. Også de storslåede kirker opførtes i de år.

1361 går Valdemar Atterdag i land med sin hær. Ved brutal nedslagtning af den ubeskyttede befolkning udenfor muren og trusler mod den velbjergede, velbeskyttede del indenfor muren, indtager han øen. Gotland bliver dansk. I løbet af 1300-tallet bliver Lübeck Hanseforbundets handelscentrum og Gotland mister en del af sin handel og indflydelse.

1525 angriber Lübeckerne Visby, plyndrer byen og nedbrænder klostret og alle kirkerne. Den eneste kirke der blev sparet, var den nuværende domkirke, Sankta Maria.

1645 bliver Gotland svensk.

Arkæologerne har igennem tiden gjort utroligt store fund på Gotland. Omkring to trediedele – ca. 168.000 – af alle vikingetidens fundne sølvmønter i Sverige, er fundet her. I 1999 fandt man en sølvskat på 67 kg, den største i verden fra denne periode. Ca. 14.300 mønter og derudover smykker og armringe. De yngste mønter var præget i 870-tallet og stammer fra det islamiske rige Kalifatet. Hovedparten af sølvfundene fra Gotland befinder sig i Stockholm, men en lille del af dem kan ses på Gotlands Museum.

Middelalderugen har været en fast begivenhed i uge 32 siden 1984. Der lægges en meget stor arbejdsinsats i at arrangere et enormt opbud af oplevelser. Sang, musik, fortællinger, teater, byvandringer, kunsthåndværk, workshops og kurser i gamle håndværk, udstillinger og sidst men ikke mindst ridderturneringer og marked. Når man går i gaderne føler man sig sat 1000 år tilbage i tiden. Både tilrejsende og fastboende går op i det med liv og sjæl, og utrolig mange er iklædt middelaldertøj.

Middelaldermarkedet er en oplevelse for sig. Der er boder med enhver tænkelig ting, som middelalder-
entusiaster har brug for. Mange af deltagerne dyrker denne interesse ivrigt, og det er ikke usædvanligt at årets ferie går til middelalderarrangementer rundt omkring i europa. Også handelsfolkene i boderne kan komme langvejs fra, og nu som for 1000 år siden drager de fra marked til marked sommeren igennem.

Middelalderugen
Gotlands Museum

Junkers JU 52 i Roskilde Lufthavn

JU 52

Torsdag den 9. august gæstede Lufthansa’s Junkers JU 52 D-CDLH/D-AQUI Roskilde Lufthavn. Anledningen var en markering af 55-året for Lufthansa-flyvninger mellem Tyskland og Danmark. Der blev fløjet rund-

flyvninger over København, og de af os der ikke var så heldige at have en plads i flyet, kunne nyde synet og lyden nedefra.

D-CDLH flyver fra utallige tyske byer fra maj til november. Booking og mange flere oplysninger kan findes på Lufthansa’s hjemmeside.

Åbent Hus 2012 i Lolland Falster Airport

Maribo 1

Søndag den 29. juli holdt Lolland Falster Airport Åbent Hus for 5. gang. Det middelmådige sommervejr blev en fordel for arrangementet – det var mere spændende at se på fly og veterankøretøjer end at tage til stranden. Der kom ca. 1400 besøgende – det største antal nogensinde.

DC-3 Vennerne har haft turen på programmet alle 5 år, og den har altid været populær. Dog måtte vi i 2009 desværre aflyse og i 2010 kom turen til at gå til Stauning i stedet for p.g.a. dårligt vejr sydpå.

I år deltog OY-BPB med en maskinefuld glade passagerer, der straks efter ankomsten kørte til Maribo for at stige ombord i damptoget til Bandholm Havn. Derefter gik turen tilbage til flyvepladsen, hvor flere af vore medlemmer havde booket en svæveflyvetur. Svæveflyveklubben gennemførte så mange ture som muligt, inden for stærk blæst satte en stopper for løjerne. I løbet af dagen fløj vi 3 rundflyvninger, hvoraf de fleste blev booket på stedet, så interessen for OY-BPB var stor.

På pladsen kunne man se faldskærmsudspring, svævefly, modelfly, diverse motorfly, hjemmebyggede fly, helikoptere, gyrokopter, veterankøretøjer på 2 og 4 hjul samt 2 F16 i en overflyvning.

Lollandfalster Airport
Museumsbanen Maribo-Bandholm

Dæk og Vinger 2012 i Skive Lufthavn

Dæk og Vinger 1

Lørdag den 30. juni deltog OY-BPB i arrangementet Dæk og Vinger i Skive Lufthavn. Det var tredie gang at arrangementet løb af stablen, og i Skive satser man på, at det vil blive et fast indslag hvert år den sidste lørdag i juni. Det var første gang OY-BPB deltog, og det var en stor succes.

Der var et enormt opbud af køretøjer på 2, 3 og 4 hjul. Folk strømmede til hele formiddagen, og parkerede på rad og række, så deres “hjertebarn” præsenterede sig bedst muligt. På “vingefronten” var der Antonov AN-2, Aero L-29 Delfin samt kunstflyvning, modelflyvning og meget meget mere. Og selvfølgelig 2 rundflyvninger med OY-BPB. En off-roadbane med modelracerbiler tiltrak mange, og for børnene var en hoppeborg sagen. Så der var noget for enhver smag både for store og små.

Se flere fotos her

Opdateret 08.10.2024